Omslag
til Astrid Lindgrens "Pjäser" Plakatfarve
og tusch på karton. 370 x 211 mm Gave 2004 fra kunstnerens søster Kirsten
Vang Lauridsen
Foto © Vejen Kunstmuseum
Linkbilledet fra forsiden er et udsnit af Ingrid Vang Nymans svenske skærgårdslandskab fra 1944. Det er udført i blyant og vandfarve, 346 x 468 mm. Gave fra Gallie Eng til Vejen Kunstmuseum okt. 2012, inv. VKV 02631.01.
75-året for Pippi Langstrømpe
Vidste du, at Pippi er 75 år gammel? Det kan være svært at tro, når verdens stærkeste pige fortsat står som en helt unik og tidløs figur. I 75 år har drenge og piger forholdt sig til Pippi. For mange har hun været et idol og hyldes jævnligt af både mænd og kvinder, der er vokset op med hende som det perfekte eksempel på, at man kan, hvad man vil.
Men hvordan med Pippis ”fødsel”? Den har adskillige datoer, og hun har mindst tre mødre. Den 1. august 1945 vandt den svenske forfatter Astrid Lindgren (1907-2002) forlaget Rabén & Sjögrens børnebogskonkurrence, og den 26. november kom den første Pippi-bog ind som en del af den svenske julehandel. Den blev en øjeblikkelig succes. Både fortællingerne og illustrationerne var et totalt nybrud i forhold til den svenske Else Beskow (1874-1953) tradition.
Her når vi frem til Pippis tre mødre: I historierne hører vi, at Pippis biologiske mor er i himlen. Den anden mor var forfatteren, der skrev fortællingerne om hendes færden. Den tredje mor var den danske kunstner Ingrid Vang Nyman (1916-1959), der tegnede de ikoniske billeder af den aparte Pippi-figur.
Kunstnerens slægt på både faderens og moderens side kom fra Vejen. Hun
var faktisk selv Pippi med et stort rødt hår, fregner og en vild
opførsel, der minder om Pippi. Som lille teenager løb hun hjemmefra og nåede med toget fra Odense til grænsen, hvor hun fortalte, at hun var på vej til at mønstre på et skib!
Sammen med hendes søn, Politiken-tegneren Peder Nyman, lavede Vejen Kunstmuseum år 2000 den første Ingrid Vang Nyman-udstilling, der siden blev vist i Stockholm og Vimmerby. I de mellemliggende år har familien skænket hendes kunstneriske livsværk til Vejen Kunstmuseum, der i 2016 lavede 100-års-udstillingen, en stor bog om hendes virke og det Ingrid Vang Nyman-oplevelseslandskab som mange børn glæder sig til, at vi genåbner, når den aktuelle renovering og det store nybyggeri er færdigt og museets sydfløj kan indvies i sensommeren/efteråret 2021.
I anledning af 75-året for Pippis fødsel vises fra den lørdag den 15. september til søndag den 15. november et udvalg af museets samling af Ingrid Vang Nymans værker.
Læs mere om kunstneren og museets samling her.